<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-KT46QTP height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Navnet er vanskeligt, men perspektiverne er meget interessante. Nitrifikationshæmmere hedder tiltaget for griseproducenter, der kan blive et vigtigt greb i kampen mod klimaforandringer. Stoffet kan nemlig på en gang begrænse mængden af drivhusgasser fra gyllen og samtidig sikre en bedre udnyttelse af kvælstof til gavn for planterne.

Foreløbige resultater viser, at udledningen af klimagasser fra de marker, som har fået gylle, hvor midlet har været tilsat, er nedbragt med mellem tre og fem procent pr. kilo grisekød.

- Indsatsen for at nedbringe Danish Crowns klimaaftryk består af en meget lang liste af initiativer, så at skære tre til fem procent af udledningerne ved ét enkelt initiativ er enormt lovende. Nu vil vi gerne teste det i stor skala, og ser vi bredt resultater på samme niveau, kan nitrifikationshæmmere blive ét vigtigt skridt for Danish Crown i arbejdet med at nedbringe vores klimaaftryk, siger Nicolaj Nørgaard, der er direktør for ejer- og landbrugsforhold i Danish Crown.

Det er Danish Crowns erklærede ambition at halvere udledningen af klimagasser fra grisekød senest i 2030 og nå netto-nul i 2050. Derfor stiller koncernen sig i spidsen for et stort projekt, hvor der skal indsamles masser af data og viden om brugen af nitrifikationshæmmere. Fødevarevirksomheden er gået sammen med producenten af det konkrete middel BASF, grovvareselskabet DLG, samt udviklings- og forskningsorganisationen SEGES om projektet, som skal omfatte landmænd, der til sammen leverer ca. en million grise årligt til Danish Crown.

- Vi er overbeviste om, at værdikædepartnerskaber og innovation er nøglen til transformationen mod et mere robust og bæredygtigt landbrug, siger Gustavo Palerosi Carneiro, Senior Vice President, BASF Agricultural Solutions EMEA og CIS.

- Dette projekt er et godt eksempel på, hvordan vores løsninger hjælper avlere med at løse presserende klimaudfordringer med teknologier, der øger udbyttet, bidrager til effektiv bedriftsdrift og reducerer miljøpåvirkninger. Derved bidrager projektet til BASF’s forpligtelse til at reducere CO2-emissioner med op til 30 procent pr. ton produceret afgrøde.

Helt præcist forsinker nitrifikationshæmmeren for en periode den mikrobakterielle proces, hvor specifikke bakterier i marken omdanner ammonium til nitrat. Meget af det ammonium stammer fra organisk og mineralsk kvælstofsgødning, og når processen forsinkes, halveres udslippet af lattergas til atmosfæren. Samtidig formindskes udvaskningen af kvælstof fra markerne, så når der bruges nitrifikationshæmmer fra BASF, opnår landmanden en højere udnyttelsesgrad af kvælstoffet i gyllen. Dermed kan landmanden samtidigt med klimagevinsten nedbringe omkostningen til indkøb af ekstraordinært dyr kunstgødning.

- Der er et enormt engagement blandt vores ejere for at levere på vores klimamål, og med den meget høje pris vi ser på kunstgødning i øjeblikket, så tror jeg på, at vi hurtigt får tilsagn fra andelsejere, der kan se potentialet både for klimaet og deres egen økonomi, siger Nicolaj Nørgaard.

Projektet sættes i gang, når landmændene i foråret kører gylle ud på deres marker. Interesserede andelsejere kan læse mere om projektet og tilmelde sig her.