<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-KT46QTP height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Ruslands invasion af Ukraine har resulteret i rekordhøje priser på energi og foder til blandt andet grise. Afregningen til landmændene er ikke fulgt med op i samme tempo, og derfor er tilførslerne af slagtegrise til Danish Crown faldet mærkbart gennem de seneste måneder.

- Det er virkelig en træls situation. De medarbejdere, der bliver berørt af det her, har ydet en fremragende indsats. Siden efteråret 2020 og indtil for få uger siden har vi nærmest konstant haft flere slagteklare grise, end vi kunne nå at slagte. Nu ser billedet helt anderledes ud, og det gør ondt, at vi nu efter alt at dømme kommer til at tage afsked med omkring 350 dygtige medarbejdere, siger Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown.

Danish Crown så en stor stigning i tilførslerne på ryggen af udbruddet af afrikansk svinepest i Tyskland for to år siden. Det skabte behov for flere hundrede nye medarbejdere på slagterierne over hele landet, men de rekordhøje omkostninger til foder og energi får nu mange landmænd til at neddrosle eller helt lukke deres produktion.

Socialplan skal hjælpe de fyrede

Aftenholdet på Danish Crowns slagteri i Sæby indstilles til lukning. Derudover vil en række medarbejdere på dagholdet blive berørt, fordi en del arbejdspladser på dagholdet er knyttet op på aftenholdets produktion. I Ringsted forventes afskedigelserne at blive fordelt jævnt ud over slagteriets forskellige afdelinger og ramme ansatte på både dagholdet og aftenholdet.

Danish Crown vil aktivt forsøge at hjælpe de medarbejdere, der står til at miste deres job i de kommende måneder. I overenskomsten gældende for Danish Crowns slagterier er det aftalt, at der skal iværksættes en socialplan i forbindelse med større afskedigelser. Hver enkelt af de berørte medarbejdere vil blive inviteret til en samtale for at afklare hans eller hendes muligheder.

- Vi vil arbejde aktivt for at hjælpe de afskedigede medarbejdere videre i samarbejde med Fødevarebundet NNF og de lokale jobcentre. Vi opretter også jobbanker, og generelt har vi tidligere haft stor succes med vores socialplan. Faktisk er det gennem årene lykkedes at hjælpe over 90 procent af de berørte medarbejdere videre i nyt job eller i gang med en uddannelse i løbet af seks måneder, fortæller Per Laursen.

Formålet med jobbanken er blandt andet at sikre de medarbejdere, der bliver opsagt, fortrinsret til ledige jobs på andre virksomheder i Danish Crown-koncernen. Samtidig vil der gennem socialplanen være mulighed for kurser og uddannelse betalt af Danish Crown.