Minister oplever Åbent Landbrug hos andelshaver

Fødevareminister Esben Lunde Larsen vil være blandt de omkring 1.500 gæster til Åbent Landbrug på Adelgaard ved Skjern på søndag.

26. oktober 2016

 
Onsdag den 14. september 2016

Fødevareminister Esben Lunde Larsen vil være blandt de omkring 1.500 gæster på søndag den 18. september kl. 10-16, når andelshaverparret Gitte Givskov og Vagn Lindy Pedersen inviterer til Åbent Landbrug på Adelgaard ved Skjern.

Ud over at præsentere sin bedrift for ministeren ser Vagn Lindy Pedersen frem til at lade de besøgende komme tæt på sine 140
jerseykøer og -kalve. 

- Modsat tidligere generationer har mange i dag ingen forbindelse til landbruget. Derfor glæder vi os til at give folk fra byen en god oplevelse ved at vise, at dyrene har det godt i et moderne landbrug og vise, hvor maden kommer fra, siger Vagn Lindy Pedersen, som leverer 20 kreaturer til Danish Crown om året.

Esben Lunde Larsen besøger Adelgaard i selskab med formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, kl. 13.30-14.00. Her får de en rundvisning på gården og taler med værtsparret og dagens gæster.

Ejvind Kviesgaard, senior manager i Danish Crown Beef, er glad for, at 23 andelshavere deltager i Åbent Landbrug.

- Det er en god måde at få kontakt til det omgivende samfund på, konstaterer han.

Læs mere om Åbent Landbrug