Når råvarerne fra forædlingsfabrikkerne er klar, og de er sendt afsted, ender de selvfølgelig blandt andet ude i supermarkederne. Her bruger Peter Serup Mouridsen det meste af sin arbejdstid. Han er salgskonsulent i Danish Crown Foods og bruger cirka 80 pct. af sin tid ude i de danske detailbutikker.
Peter Serup Mouridsen og hans kolleger er dem, du ikke ser, når du selv er ude at handle efter arbejde eller i weekenden. Der har de nemlig allerede været der og gjort deres arbejde. Salgskonsulenterne er mestre i at sætte fokus på Danish Crowns gode produkter.
Peter Serup Mouridsen er denne dag i gang med at pynte en endeboks op i Bilka i Randers, hvor det er Gøl-pølserne, der skal kæles for. Udstillingen rækker både bredt og op i luften, selve endeboksen er pyntet med klistermærker hele vejen rundt, og Gøl-pølserne er lagt snorlige, så de tager sig flot ud.
- Det her er vores mulighed for at skabe ekstra synlighed og opmærksomhed på vores produkter ude i butikkerne. Selvfølgelig køber mange mennesker ind efter en indkøbsseddel, men det er tydeligt, at der tages rigtig mange købsbeslutninger, når kunderne går rundt ude i butikkerne. Derfor har disse fokusindsatser stor betydning for salget af produkter, siger Peter Serup Mouridsen.
Han fortæller også, at det er afgørende, at han og kollegerne har et stærkt samarbejde med de enkelte butikker, fordi det giver de bedste resultater for begge parter.
- Vi kommer meget i de enkelte butikker, og det er jo et samarbejde, hvor begge giver noget. Butikken giver os noget plads, og så lægger vi ellers en masse arbejde i at få det til at se ekstra godt ud. Begge parter ønsker jo at øge omsætningen, og jeg må sige, at det især kan lykkes, fordi vores samarbejde med kæderne netop er rigtig stærkt, siger Peter Serup Mouridsen.
Butikkernes salgspladser er selvfølgelig attraktive for alle leverandører. Men fordi Danish Crown Foods har et så stærkt samarbejde med butikkerne og kæderne, har Danish Crowns produkter mere fokusplads ude i detailbutikkerne. Det har resulteret i, at vi tager markedsandele fra konkurrenterne og fra private label.
- Jeg ved jo godt, at der hele vejen gennem værdikæden, fra dyrene er hos landmanden og til sidst skal sælges i detailbutikkerne, bliver lagt et stort arbejde i at skabe den kvalitet, vores produkter har. Det gør det også nemmere for mig at lægge en masse kræfter i at få produkterne til at tage sig godt ud, så flere forbrugere køber dem, siger Peter Serup Mouridsen.