Danish Crowns venteliste vokser

Danish Crown har siden august haft en venteliste for ekstra grise til slagtning, og ved årets udgang står ca. 300.000 grise klar til at komme ind i selskabet. Dermed vil kapacitetsudnyttelsen blive løftet løbende i den kommende tid. Også for UK-grisene er der nu fyldt op, og derfor sættes UK-introtillægget på pause.

18. december 2025

Der har været stor fokus på at løfte antallet af grise til slagtning i Danish Crown i indeværende år, og det har gjort, at der siden sensommeren har været et krav om, at Danish Crown Ejerservice skulle godkende eventuelle udvidelser hos eksisterende andelsejere samt nye grise til slagtning i koncernen.

Senest blev andelsejerne på årets kredsmøder opfordret til at tjekke op på deres A-mængde for at sikre kapaciteten til deres grise i det kommende år. Når boet gøres op her ved årets udgang, er status, at der lige nu står 300.000 grise på venteliste, og at kapacitetsudnyttelsen vil blive løftet løbende i det kommende år.

”Vi stod i en meget alvorlig situation i begyndelsen af året, hvor vi manglede grise. Derfor lancerede vi en række bydende nødvendige tiltag for at motivere andelsejerne til at øge deres produktion. Det er virkelig lykkedes, så nu står vi med en venteliste på 300.000 grise ved årsskiftet. Det er enormt positivt, at vi er nået en position, hvor de danske landmænd står på spring for at blive en del af Danish Crown,” siger Søren Tinggaard, der er direktør for Danish Crowns Ejerservice.

Engelsk efterspørgsel

Udover det løbende arbejde med at sikre udnyttelsen af slagtekapaciteten har konsulenterne i Ejerservice også haft en opgave med at sikre flere UK-grise til det engelske marked. Her har efterspørgslen overgået udbuddet – bl.a. i kraft af Danish Crowns fabrik i Rochdale – og det arbejde ser nu også ud til at være i mål.

Derfor pauses det UK-introtillæg på 20 øre pr kg., som ellers har været gældende siden oktober 2024, så der indtil videre ikke kan indgås nye aftaler om UK-introtillæg.

”Vi har et stort engagement på det engelske marked, som har krævet, at vi har kunnet løfte vores mængder på UK-grisene, og det gjorde, at vi skabte introtillægget til nye UK-grise fra både eksisterende og nye andelsejere. Det pauser vi nu, for umiddelbart har vi de grise inde, som vores salg og kapacitet har brug for til den engelske efterspørgsel,” siger Søren Tinggaard.