<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-KT46QTP height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Markedsberetning

Efter de seneste ugers uro i det europæiske marked for grisekød er der nu tegn på en begyndende stabilisering.

- Den sidste del af ferieperioden bød på ganske store udsving i priserne, som satte markedet under pres. Det var især drevet af forædlingsindustrien, som skulle tilbage i gear, og det træk ser ud til at komme nu. Vi mærker bl.a. en bedring i efterspørgslen på skinker fra Italien, efter at deres industri er tilbage fra ferie, og det er med til at skabe en bund i markedet, siger Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.

Det europæiske marked er karakteriseret af handel med kort horisont, hvor indkøberne ikke vil binde sig til lange kontrakter. På de oversøiske markeder er der fortsat aktivitet, og det skaber en bedre balance i afsætningen.

- Markederne i Asien begyndte at røre på sig igen, men det er i et svingende tempo uge for uge. Der sætter vi os på de muligheder, der er attraktive i vores nuværende miks i afsætningen, og det vil bestemt være positivt for os med en øget aktivitet på vores traditionelle oversøiske markeder, siger Mads Stougaard.

Slagtesituationen

Tilmeldingen til indeværende uge fulgte stort set prognosen, og det betyder, at der som forventet bliver behov for at udsætte en mindre pulje grise til uge 36.

Med den forventede tilmelding til den kommende uge vil puljen af udsatte grise blive øget en anelse, og dermed forventes det, at der skal udsættes godt 35.000 grise til uge 37.

For søernes vedkommende bliver der udsat ca. 450 stk. til uge 36, hvor det tal forventes nedjusteret til ca. 125 stk. ved ugens udgang.

Ovenstående plan forudsætter, at slagterierne ikke rammes af større tekniske nedbrud, samt en tilmelding på niveau med Danish Crowns prognose.